torsdag den 19. december 2013

December-logbog inden Shanghai

Kina-logbog december inden Shanghai

Den 29. November tog vi alle sammen til Beijing, hvor vi ville tilbringe weekenden. Vi tog af sted efter frokost om fredagen og endte på silkemarkedet lige så snart vi var landet i Beijing. Her tilbragte vi så en stor del af eftermiddagen og senere tog vi på en restaurant, der lå inde tæt på centrum. Det var en restaurant, der havde stået i guidebøgerne og som var kendt for at have en rigtig hyggelig gårdhave, hvor gæsterne sad samt serverede noget af den bedste Peking-and i Beijing samt andre Beijing-delikatesser. Da vi kom derhen (efter at have brugt lang tid på at finde det, da det lå dybt begravet inde i nogle hutonger) så vi de smukke blomster, der i guidebøgerne var beskrevet som ”smukke blomster, der blomstrer året rundt” – og det kan jeg godt forstå, for blomsterne var falske! Men udover det, var det en rigtig hyggelig restaurant og maden var rigtig god selvom det tog godt halvanden time at lave 3 Beijing-ænder. Efter det, var vi trætte efter en lang dag og det var meningen, vi ville have været på natmarked og smage ulækre dyr og sjove ting, som natmarkederne er kendt for, men det var blevet for sent og markedet var lukket, så vi aftalte, at vi ville besøge det søndag i stedet. I stedet tog vi hjem og sov, så vi kunne være klar til julefrokost på den danske ambassade dagen efter - maven skulle lades op til at kunne tage for sig af de længe savnede danske retter!

Den 30. November blev vi alle lidt splittede, for vi ville alle se noget forskelligt. Der var nogle, der tog på oplevelse i Beijing og andre tog på silkemarkedet. Elvira, Cecilie og jeg tog ud til et legetøjs- og kosmetikmarked, hvor de begge fik lavet øjenvipper og så fik vi købt en masse juleting. Herefter tog vi hjem og gjorde os klar til julefrokosten, vi skulle jo være fine i tøjet når selveste ambassadøren også var til stede! Der gik lidt stress i den, for som sædvanlig havde vi ikke undersøgt alt ned til mindste detalje og i stedet for de 5 minutter, vi havde troet at det ville tage at gå derhen, så tog det 3 kvarter med taxi! Og Beijing er ikke det nemmeste sted i verden at få en taxa, når man ikke er kineser og slet ikke få dem til at køre så langt… Men det endte med, at vi alle fik taxaer efter mindre kriser og skrål på hotellet, hvor vi fik nogle kinesere til at hjælpe os med at skaffe taxaer. Da vi trådte ind på Radisson Blu blev vi mødt af danske stemmer, danske menneskehøjder og gløgg! Selv de kinesiske ansatte havde lært nogle små fraser på dansk i dagens anledning. Vi minglede med alle danskerne, der både bestod af de ansatte på den danske ambassade samt andre tilfældige danskere fra Beijing og omegn, det var rigtig hyggeligt endeligt at snakke dansk med andre end os selv igen. Der blev også serveret brunkager – de kunne godt nok knække tænder, men det var brunkager. Vi blev sat ind i en stor sal med en masse runde borde – vi var omkring 250 mennesker til stede. Der blev sunget sang og holdt H. C. Andersen-quiz og så var der det, vi alle var kommet for – kæmpe dansk buffet med dansk mad som flæskesteg, kartofler, and, rugbrød, smør, laks, franskbrød, ris a la mande, snaps, Carlsberg osv. osv. – det var FANTASTISK! Vi kom alle bærende ind med bjerge af mad og hvor var det fantastisk! Der var også gratis alkohol, så der gik heller ikke længe, før der kom gang i den danske pop-musik og dansegulvet for den sags skyld. Vi blev helt til den bitre ende, hvor vi måtte sige farvel til høje danskere og dansk mad et stykke tid, indtil vi vender snuden mod Danmark igen.

Dagen efter var der nogle, der havde ondt i håret, men ellers tog vi på silkemarkedet og købte de sidste nødvendige ting J Da vi var færdige med at købe og prutte om priser og råbe på kinesisk, tog vi til Wangfujing natmarked, hvor drengene prøvede en masse klamt spise. Man kunne få biller, larver, græshopper, søstjerner, søheste, tusindben, øgler, fugleunger, edderkopper, skorpioner og meget mere og det var SÅ klamt! Mads og Páll prøvede en masse klamt, bl.a. skorpioner og edderkop – puha! Det skulle jeg ikke nyde noget af… Det var derudover et rigtig fint og hyggeligt marked på rigtig kinesisk vis. Da vi var færdige vendte vi snuden mod Tianjin igen.     

Derudover er der gået rigtig jul i den her i Tianjin! Den står på bamses julerejse hver aften og vi har pyntet studen rigtig fint med flag, julestjerner og –hjerter, et falsk juletræ, kalenderlys og juledug på vores lille stuebord. Vi har pakkekalendere hjemmefra og vi har sat fuld gang i nisselegene i huset – nogle af nisse-stregerne er gået lidt amok, men det er nu meget sjovt. Vi har også lavet dansk konfekt med marcipan, nougat og smeltet chokolade samt pandekager og en omgang risengrød, som Aleks havde grødris med til fra Danmark.

Derudover er der utrolig forurenet for tiden, også i Shanghai, hvor vi tager til i morgen tidlig -  det bliver så spændende, vi glæder os helt vildt og har fået mange gode råd af vores lærere og andre om, hvor vi skal tage hen! Men det har været så slemt, at man ikke kunne se mere end 3 meter frem og alle biler kørte med nødblink.

I morgen er det Chantals fødselsdag, men der tager vi til Shanghai, så vi skal ud og spise i aften i stedet for at fejre hendes fødselsdag, det bliver så hyggeligt! Derudover har min lillesøster fødselsdag i dag, den 11. December, og jeg ville gerne have været hjemme og fejre hende, men det måtte blive over Skype i stedet, så må hun have den krammer til gode til når jeg kommer til Danmark igen.

Her er der nogle billeder siden sidst: 











julefrokosten


Vi har sat nisselegene igång - her ses nisseudtræknigen


Bamses julerejse ses på "storskærm i stuen"



Der julehygges



Emils sidste aften inden turen gik tilbage til Sverige


Så smogget er der for tiden i Tianjin!


Pandekage-bagning








Madmarked i Beijing


Den hyggelige restaurant med de flotte blomster


Cecilie får lavet øjenvipper


Elvira på dværg-toilet



Ingen kommentarer:

Send en kommentar