onsdag den 29. januar 2014

Sidste uge på Cathay Future og rundrejsestart i Luoyang!

Jeg undskylder på forhånd for manglende billeder, men jeg opdaterer blog fra mobilen mens vi er i Kina - dem må I have til gode! :-) 

Den sidste uge i skolen var underlig, men også rigtig hyggelig. Det var som om alting så anderledes ud når man vidste at nogle af tingene fik vi i denne uge at se og opleve for sidste gang. Selvfølgelig har vi muligheden for at komme tilbage til skolen og sikkert også nogle af de mennesker, der hører til skolen som den ser ud lige nu, men for eksempel mine topclasselever får jeg nok ikke at se igen, da de kun har et semester tilbage i pre-School og til sommer begynder de så i forskellige primary schools. Den sidste tid har børnene lavet mange shows, så de har været enormt trætte, og der er næsten ikke blevet undervist og de har i stedet fået lov til at lege, hvilket egentlig er ret forfriskende at se. Jeg har så også fået lov og haft lysten til rigtig at lege med børnene og snakke med dem - super hyggeligt! Desuden har vi været ude at spise næsten hver aften for at sige farvel til stamstederne og karaokebaren samt for at hygge os sammen alle sammen i den sidste uge. Torsdag sagde jeg farvel til min topclass, da jeg ikke underviser dem om fredagen, så jeg havde taget slik med til børnene og nogle små gaver til mine lærere. De blev super glade og mange af børnene havde også lavet tegninger til mig og havde købt kinesiske gaver - det var så sødt! Det sødeste var, at hver elev rejste sig op og sagde en sætning til mig, som min lærer så oversatte. Det var for eksempel sætninger som 'jeg elsker dig', 'jeg kommer til at savne dig', 'jeg ønsker dig godt helbred og rigdom i fremtiden' osv. Det var såååå sødt og jeg kunne helt mærke tårerne presse sig på. Bagefter lavede vi kæmpe gruppekram og så var det ellers slut som engelsklærer i topclass 5. Det var anderledes at sige farvel til topclass, for i modsætning til intermediate kunne man se, at de godt forstod, hvad de skete, at de godt vidste, at i næste semester ville der komme en ny foreign teacher og lære dem engelsk. Det er en proces de er blevet vænnet til helt fra babyclass. Desuden arvede min topclass Pálls frø, som han havde fået i gave - så jeg var bare verdens bedste, da jeg kom og præsenterede den! 

Fredag samlede jeg begge mine intermediate-klasser og så havde vi ellers også en sidste engelskundervisning og slik-ædegilde. Vi hyggede os rigtig og her havde børnene også lavet tegninger og havde små gaver med. Mange af elverne var allerde taget på ferie i det kinesiske nytår, så i den ene klasse var der kun 3 elever tilbage, som jeg fik sagt rigtig farvel til. Da jeg krammende dem farvel i endnu et kæmpe gruppekram, hvor alle børnene kyssede mig og skreg 'I love you' og jeg sagde 'bye bye' var der også et par stykker, der sagde 'see you tomorrow' så på den måde kan man måske sige, at enten kender de ikke betydningen af sætningen eller også havde de ikke helt forstået, at der næste semester ville komme en ny lærer, for at lære dem engelsk. 

Det første hold - Mathilde og Mads, sagde vi farvel til fredag, hvor de dragede ud på en lang togtur mod Tibet. Páll, Mette, Sebastian og jeg dragede mod Luoyang søndag og resten rejste mod Luoyang mandag. 

I Luoyang har vi haft nogle gode dage og hotellet har været ... ja, spændende... vi blev i hvert fald ramt af noget slemt udslæt vi tror er forårsaget af sengemider, men derudover havde vi nogle fine dage der. Det er en rigtig smuk og meget historisk by, og Luoyang-ianerne er ikke vant til udlændinge! Og slet ikke udlændinge, der kan snakke kinesisk! Vi er blevet overbegloet og bagtalt som aldrig før og taget billeder af og med, det er i og for sig også sjovt at opleve deres reaktioner når de for første gang ser en vestlænding. 

Mandag landede vi i Luoyang efter 17 timer på hardsleeper - luksus i forhold til, hvad vi fandt ud af ventede os på næste togtur. Vi tog mandag ud og se White Horse Tempel, som ville have været rigtig smukt, hvis det ellers var færdigt... Der var nogle templer, der var fine nok derude og der lå også en hyggelig park bagved, som vi gik tur i, og så var det ellers tid til at komme hjem og tage en laaang morfar i Hostel-sengen. Om aftenen tog vi på snack-street, som overraskende nok var virkelig lækkert! Det var en masse boder med lokal kinesisk mad, hvor man kunne gå fra bod til bod og vælge alt fra ristede kastanjer, flåede frøer, dumplings, brød i alle afarter og mange andre kinesiske specialiteter. 

Tirsdag tog vi til Shaolin Tempel, som lå 2 timer væk fra Luoyang. Det var en utrolig flot bustur derud, da den gik igennem små landsbyer, hvor man så en side af Kina, som vi ikke havde set på samme måde før. Alle var meget fattige og levede i små landsbyer ved bjergenes fødder og op af bjerget. Templet lå i en rigtig flot og stor park oppe i bjergene omgivet af smuk natur og meget historie da det var et tempel, hvor mange års kampsportsteknikker blev udøvet af unge drenge, som var meget talentfulde - det så vi i et Kung-fu-show de optrådte med senere. Desuden var der en pagodeskov, som var utrolig smuk i sollyset. Det var også helt sjovt at se alting klart, da der her ikke var ret meget smog og der var klar himmel - bare dejligt! 

Onsdag tog vi alle sammen - også dem, der var kommet tirsdag, et smut ud til Longmen-grotterne, som var en hel masse buddhaer i alverdens størrelser, som var hugget ud i klipperne. Der var to kæmpe klippevægge med trappessystemer, der førte rundt til grotterne med buddhaerne delt af en flod i midten. Igen fik man Luoyangs smukke natur at se. 

Torsdag tog vi alle sammen ud for at tage et kig på den gule flod, som skulle være på sit bredeste omkring Luoyang. Først gik vi en tur på motorvejen som gik over floden og derefter under broen, så vi kunne røre ved den - sejt, ikke? Derefter tog Mette, Mette, Chris og jeg ud og så en rigtig flot og stor pagode og om aftenen tog vi alle på snackstreet igen for at gentage successen fra den anden aften med lækre kinesiske retter. 

Fredag sov vi længe og tog en tur ned til den gamle bydel i Luoyang, hvor vi så udendørs markeder, tårne, traditionelle musikbutikker og kostume og optogsbutikker, som lavede ting til det kinesiske nytår. Man kan om aftenen her også se og høre, at det kinesiske nytår er skudt igang, da der er blink og brag fra de mange raketter, der bliver fyret af. Páll og jeg tog ud og spiste sammen, da det var hans sidste aften sammen med ham, inden han skulle hjem til Tianjin og derefter helt til Danmark. 

I skrivende stund sidder jeg i midtergangen i et gammelt kinesisk bumletog på vej fra Luoyang til Chengdu blandt flere kinesere end der nogensinde burde tillades blev mast ind i et tog - og deres husdyr! Et døgn skulle turen gerne vare uden forsinkelser. Spytklatterne, æbleskrogene, hønsefødderne og kopnudlerne flyver om ørerne på os, mens kineserne maser forbi os. De billetter vi havde købt var hardseat, som i forvejen er noget af en udfordring, men da vi fandt ud af, at de billetter vi havde fået var STÅPLADSER var vi da lige ved at omkomme og skyndte og at købe et mikroskopisk klapsæde. Jeg vil ALDRIG NOGENSINDE beklage mig over den danske offentlige transport igen, og selvom jeg har lært at være meget overbærende, når det kommer til kinesere, så er de ikke sjove at sidde så tæt op af i så lang tid! Jeg er spændt på, om jeg får lukket et øje, og jeg glæder mig som en sindssyg i et kinesisk tog til at komme til Chengdu og i seng.






















Chengdu

Da vi endelig, endelig, endelig nåede frem til Chengdu den 26. Januar - en ting, der længe havde set sort ud, så skyndte vi os til hostelet og tog et meget langt og veltrængt bad og derefter så vi dyner helt indtil næste morgen - vi havde lige nogle timer at skulle have indhentet. Mandag tog Mette og Sebastian ud og så pandaer, det som Chengdu er kendt for, men dem havde jeg set med min familie, så i stedet tog jeg til mini Tibet, som ligger i en lille del af Chengdu. 

Mini Tibet var en blandet følelse, det første man kom ind i var meget, meget fattigt og der var rigtig mange tiggere, der manglede både ben og arme, og de var meget nærgående - ikke en fantastisk oplevelse, men deres tøj var de røde munketøj og gule tørklæder, de er kendt for og deres butikker var også fyldt med rigtig mange flotte tibetanske smykker m.m. Da man kom længere hen mødte man en lidt anden side - heldigvis, hvor det også var en hel gade med små tibetanske boder inde ved en stor flot park, og de mennesker var ikke på samme måde fattige at se på og var ikke lige så ubehagelige at være sammen med, men mere interesseret i at få taget billeder med mig og snakke med mig, så det var dejligt at møde den side også! 

Om aftenen tog vi på kinesisk arbejderkøkken - dem er vi blevet helt vilde med, hvor man kunne blande sin egen mad og få det stegt - det smagte så godt! Lige nu sidder jeg i toget mod Kunming efter et kort visit i Chengdu og glæder mig til at komme ned til de lovede 20 grader og palmer, som Mette og Christiane har berettet om!

torsdag den 9. januar 2014

Kina-logbog januar

Kina-logbog januar

Spring Festival, også kendt som det kinesiske nytår, er så småt ved at snige sig ind på os. Det kan vi i hvert fald mærke på vores ihærdige rejseplanlægning, der ikke hele vejen igennem følger vores planer til fulde i de forskellige rejsegrupper. Indtil videre holder Sebastian, Mette og jeg vores rejsedage, men vi har fra Luoyang til Chengdu, en togtur på næsten 23 timer, fået hard-seat billetter. Det skulle efter sigende være nogle træbænke, hvor man opholder sig blandt landmænd med deres høns og geder samt andre kinesere, så det bliver spændende! Fra Tianjin til Luoyang og fra Chengdu til Kunming har vi heldigvis fået Hard-sleeper, som vi havde håbet på – så det er dejligt! Resten af billetterne bliver først offentliggjort 20 dage før, så vi håber på det bedste! I Kunming har vi fået at vide, der kun er vand 4 timer om dagen, da det skulle være så forurenet, men det tager vi med. Jeg glæder mig sådan til at opleve, hvad de forskellige kinesiske provinser har at byde på, jeg tror, der er så meget af se, og selvom der er begrænset med vand og vi får ondt i røven, så er det en del af oplevelsen, der sikkert også bliver sjov at fortælle om, når man kommer hjem. Jeg glæder mig også, til vi bevæger os ned sydpå, så vi ikke behøver gå rundt i kæmpe vinterjakker mere og især når vi kommer helt syd til Vietnam, hvor vi kan skifte bukserne og striktrøjen ud med shorts og sommertop! Jeg er sikker på, at det er en øvelse i selvstændighed, som jeg vil have gavn af på mange tidspunkter senere i livet og jeg glæder mig! Kineserne er også ved at lade op til det kinesiske nytår, da der bliver afholdt drageshows, velgørenhedsshows og alt muligt sjovt, hvor der er aktiviteter for hele familien og det er rart at se de kinesiske traditioner blomstre for øjnene af os.

I sidste uge var vi til kinesisk eksamen, hvor vi var samlet i et rum og blev derefter sat op en efter en, og skulle svare på spørgsmål fra 4 kinesiske lærerassistenter. Det var sjovt at prøve, og man fik lige pludselig set, hvor meget kinesisk, man havde lært at forstå ud fra de kinesisk lektioner, vi har haft samt, hvad der er blevet suppleret på vores sprog i hverdagslivet. I denne uge skulle vi gerne få vores certifikat samt vores karakter – lad os håbe, vi alle er bestået!

Desuden havde vi store certifikatdag, hvor vi gennemførte sidste session for Healing Young Hearts, hvor vi nu er udlærte volunteers inden for børns ”social and emotional skills” og ”volunteerism”. Det har været et enormt spændende og lærerigt forløb. Desuden gav Sunny os vores certifikat på vores beståede TESOL-test og på vores internship på Cathay Future. Det fik os lige pludselig til at indse, at vores ophold her i Kina er ved at være ved vejs ende, og det er en ting, der er kommet lidt hurtigere end ventet. I aften skal vi havde skrevet en anbefaling, som Sunny så skal stemple for os, som vores anbefaling fra Cathay Future.

I weekenden tog vi (Christiane, Mathilde, Páll, Mads, Mette og jeg) til Beijing, hvor vi om lørdagen gik på silkemarkedet og fik målt op til en kinesisk kjole til mig og nogle skjorter til drengene. Så tog vi ud i et rigtig hyggeligt hipt distrikt i Beijing, hvor vi spiste på den lækreste vegetar-restaurant. Søndag gik med at gå en tur på samme gade som vegetar-restauranten lå på, hvor der var antik-, genbrugs- og meget andet sjovt-forretninger, og så tog vi på silkemarkedet, for at få klaret de sidste indkøb inden turen går fra Beijing. Om mandagen tog vi ud til ”Nanshan ski village”, som er et skiresort, der ligger nord for Beijing. Det er utroligt, alt det Kina har at byde på! Det var rigtig hyggeligt at have en dag på ski, det var ikke problemfrit at komme derud, da der altid går noget tabt i kommunikationen på halvt kinesisk og halvt engelsk = chinglish, men det endte med at vi kom derud, fik vores udstyr, havde pizza med som madpakke og så var vi ellers klar til at stå på ski. Resortet var rigtig fin kinesisk standard, og vi fik stået nogle timer på de kunstige pister. Vi fik også prøvet at køre med toboggan, som er en lille slæde på hjul, der kører på en bane langs bjergsiden hele vejen ned, det var super sjovt at prøve! Da vi kom hjem fra ski var vi godt trætte, så vi tog på silkemarkedet og hentede vores skræddersyede ting og så vendte vi den røde snude mod Tianjin.

Mads havde i Beijing købt et billede af en kunstner, så der blev holdt fernisering dagen efter, hvor der blev diskuteret billedkunst, det var super hyggeligt.

For tiden har børnene travlt med at lave shows, så der er ikke så meget arbejde for mig at gøre her mere. Det kan til tider være lidt kedeligt, at kigge på børnene, men de er på samme tid super søde og jeg hygger mig, når jeg er omkring dem – jeg kommer til at savne dem. Og så har man masser af tid til at sidde og fundere over alle de oplevelser jeg i næste weekend begiver mig ud til.

Her er nogle billeder fra siden sidst: 



Spring Festival opvarmning på skolen




Toboggan-tur!






Nanshan Ski Village


certifikat-uddeling


Min kinesiske kjole


Fernisering


Der øves show!

torsdag den 2. januar 2014

Jul og nytår i Kinaland

Jul og nytår i Kinaland

Efter vores tur til Shanghai blev der rigtig ladet op til jul i den lille lejlighed. Der blevet lavet mere konfekt, set julefilm, bamses julerejse, der blev lavet risengrød, småkager og meget mere, så vi har gjort vores for at bringe den danske jul til Kina.

Den 23. Gik vi Lucia-optog i Kindergarten, det var en udfordring lige pludselig at skulle lære sangen på engelsk, hvor vi var vant til at synge den på hhv. svensk og dansk. Igen er informationerne stoppet på sin vej inden de nåede os, så alle vores planer om Lucia-optoget blev ødelagt, da vi kom der op, og pludselig var der nye regler og veje, der skulle følges. Vi fik blandt andet 20 små Lucia-brude med i optoget – de var så fint klædt på i deres flotteste hvide kjoler. Den 23. Gik eller også med at bage kokos-småkager, som der blev lavet i vores lille el-ovn, det tog tid, men de smagte af dansk hjemmebag – så lækkert!

Vores juleaften den 24. Gik med at der hele dagen var julehygge med klasserne, hvor der var dans, sang og kinesiske godter på menuen. Af et land, der ikke holder jul, så går Kina ret meget op i jul, hvilket egentlig er ret skønt når man savner den gamle danske jul. Og børnene så også ud til at hygge sig utroligt meget i den kinesiske julestemning, det var bare skønt at se og være en del af.

Desuden havde vi lige dagen inden, selvom vi havde planlagt hele vores juleaften, fået at vide, at vi skulle komme kl. 19 og optræde for skolens personale og ledere. Derfor måtte vi lige hurtigt bikse en performance sammen. Det endte med, at vi lavede en lille koreografi til ”santaclaus is coming to town” og sang gode gamle ”Mamma Mia” udskiftet med ”merry christmas” i stedet for ”mamma mia”. Vi havde alle sammen hele dagen, da vi havde fået fri fra arbejde, lavet mad, dækket bord og spredt julestemning. Vi havde fået lov at låne kantinekøkkenet og kantinen til at spise i, så der var dækket op og det var rigtig fint det hele, men kl. halv 9, da vi var klar til at spise, fik vi at vide, at vi ikke måtte være i kantinen alligevel, så vi skulle finde en plan B, og rykkede os derfor op i pre-school og fandt et lokale der, hvor vi så pyntede op på ny.

Menuen bestod af flæskesteg, 6 pekingænder, kartofler, hvid sovs, risengrød, frikadeller og rugbrød med Lurpak, spegepølse og dåseleverpostej, så det var vist det mest danske vi kunne gøre maden helt i Kina – desuden spiste vi maden med spisepinde! Kina kunne alligevel ikke lade være med at snige sig ind over vores danske julemiddag. Da vi havde spist, lavede vi nogle julelege, som Christiane og jeg havde stået for, og da vi var færdige oppe i pre-school gik vi tilbage til lejligheden, hvor vi dansede rundt om juletræet ude i lobbyen og pakkede gaver op efter.

Selvom det var en rigtig hyggelig juleaften, var det meget anderledes at holde den her – så langt væk fra familie, venner og traditioner og alt andet ved den danske jul, som man sådan holder af. Vi gjorde det bedste ud af de muligheder, vi har her, og vi havde en rigtig dejlig jul selvom vi savnede Danmark.

Den 26. December havde vi endnu et juleshow, vi skulle optræde endnu en gang sammen med al personale og cheferne. Det blev lige pludselig en helaftens-ting og de andre foreign teachers optrådte også, og det var en rigtig hyggelig aften.

Desuden tog jeg og Páll op i Tianjin Eye, det var utroligt smukt og igen måtte jeg overvinde min højdeskræk, da vi sad i vognen højt oppe i det store hjul.

Den 30. Havde Páll fødselsdag og det blev fejret med de færøske flag i stedet for de danske og så en flaske tequila i fødselsdagsgave!

Den 31. Havde vi show på skolen, hvor jeg var med i min nye Intermediate-klasses stykke. Det var et Thanksgiving stykke, en lille smule ude af sæson, men det var fint nok. Det var utroligt, hvor meget lærerne gik op i, at børnene skulle kunne rigtig mange ting på en gang, selvom de ikke er ret gamle. Hele stykket foregik på playback, som man i Danmark ville have fundet ret amatør-agtigt, men her fungerede det fint, så børnene ikke skulle lære så mange replikker udenad. Forældrene mødte op om morgenen og hjalp børnene i deres kostumer og tog en milliard billeder og de stod i klumper oven på hinanden for at komme til med deres videokameraer og telefoner, da det var deres barn, der var på scenen. Om aftenen den 31. Tog vi først på Milano’s og fik italiensk mad, det var rigtig dejligt og hyggeligt og det var skønt at få noget mad, der ikke smagte af Kina. Efter restauranten tog vi på vores stambar Helen’s, hvor der var meeega proppet med mennesker, men vi fandt et bord med nogle fulde kinesere, der gav gratis alkohol, og så smuttede de inden klokken 12, så alle vi danskere kunne fejre nytåret sammen ved at hoppe ned fra bænkene. Chantal og jeg scorede en gratis champagne ved at råbe ”Happy Newyear” ind i en mikrofon, så det var dejligt nemt og super festligt. Vi havde en super hyggelig nytårsaften og det var en rigtig fest i Kina, hvilket var helt vildt godt. Så har man også prøvet at fejre nytår i et andet land. Kl. 7 om morgenen stod vi op for at hoppe ind i den danske nytår, og så gik vi i seng igen.


Vi har desuden været helt oppe og ringe med rundrejse-planlægning her i december, for vi skal have booket alting lang tid i forvejen, fordi vi skal rejse midt i det kinesiske nytår. Jeg skal hele vejen igennem Kina, Vietnam og Cambodia rejse med Sebastian og Mette og så rejser vi noget af vejen også med de andre grupper, der rejser rundt sammen, fordi man støder ind i hinanden rundt i byerne, og så planlægger vi det sådan, at vi måske kommer til at bo på samme hostels. Vi har fået flybillet fra Hong Kong til Hanoi den 14. Februar, og så har jeg fået flybillet hjem til Danmark igen den 20. Marts og er hjemme i Danmark igen den 21. Marts. Jeg glæder mig super meget til at opleve og se en hel masse i Asien og jeg glæder mig til at rejse rundt, jeg tror de bliver en oplevelse for livet.

Vores rute i Kina inden turen går til Vietnam

Her er der lidt der lidt billeder fra december måned: 



Lucia-klar!


Småkage-bagning





Jul i Kindergarten


Juleshow



Julemaden





Afsløring af nisser havde konsekvenser i form af 5 armbøjninger


Juletræet



Gaveuddeling





Juleshow



Tianjin Eye




Show i Kindergarten


Morgenvagt i Kindergarten


Pálls fødselsdag



Nytårsaften